En drøm går i opfyldelse – HEJ DR
Da jeg gik på universitetet og læste kommunikation, så jeg hvordan nogen af mine studiekammerater fik praktikpladser på DR. Næsten alle kommunikatører har våde drømme om DR, for DR er ikke bare et medie hus, DR er en åben dør ind til resten af dit arbejdsliv. DR er muligheder og netværk, og sidst men ikke mindst er DR bare et fedt sted!
Jeg så hvordan mine studiekammerater gispede og sagde “Jeg fik praktikpladsen! Jeg fik den!” og følte et kæmpe stik af misundelse i min lille krop. Forbandede min døvhed langt væk, og ønskede, at jeg bare for en gangs skyld, kunne lade være med at have det handicap. Så kunne jeg nemlig søge de samme praktikpladser, og måske være heldig at få en af dem. Jeg har sjældent følt, at mit handicap var en så stor hindring som det var i disse situationer.
For noget tid siden søgte jeg job i DR. Nu kan jeg jo høre, så jeg ville give det et forsøg, og se om ikke det kunne lade sig gøre at få et job i det store hus der udfolder sig på græsset ude på Amager. Jeg blev indkaldt til samtale, og da jeg trådte ind i den store hall begyndte mit hjerte at hamre, og jeg følte mig som en studerende igen. Tyve år gammel, med store drømme og ambitioner, og følelsen af at mit handicap spændte ben for mine evner. Jeg sad i hallen og rystede og fik kvalme, vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvordan skulle det nogensinde komme til at gå? Og midt i det hele gik det op for mig, at jeg kan høre nu, at det hele nok skulle gå, at jeg faktisk var indkaldt til samtalen fordi jeg havde en chance.
Imens jeg lavede vejrtrækningsøvelser og forsøgte at dæmpe min kvalme, forsøgte jeg at sige et mantra i mit hoved. Mantraet var “Husk at du kan høre nu, du er ikke døv mere….træk vejret, træk vejret…du er ikke døv mere”. Kvalmen gik langsomt væk, men vejrtrækningen fik jeg aldrig ned i normalt tempo.
Jeg var overbevist om, at man tydeligt kunne se på mig, at jeg havde det skidt. Så da jeg kom ind til samtalen (i øvrigt med en rigtig sød chef) besluttede jeg, at lægge kortene på bordet med det samme. Jeg fortalte hende hvorfor jeg var nervøs, sagde at det var en ungdomsdrøm der gik i opfyldelse, og at jeg var meget rørt over hele situationen. Hun tog det rigtig pænt, og spurgte meget interesseret ind til min situation, og kemien var der bare med det samme. – Heldigvis!
Under den første del af samtalen var jeg hele tiden ved at græde. Jeg var så bevæget, og jeg var så stolt over at være kommet så langt. Heldigvis er jeg god til at holde mig fattet, så jeg begyndte ikke at græde. Jeg svævede på en sky til den samtale, ænsede intet omkring mig, og kunne næsten intet huske fra samtalen da jeg var gået derfra. Det eneste jeg kunne tænke på var “Jeg sidder inde i DR!”, altimens jeg prøvede at holde fokus på job samtalen. Da jeg gik derfra følte jeg mig som verdens største menneske.
Og så fik jeg jobbet! Hun ringede og indledte meget hurtigt med at jeg havde fået jobbet. Jeg var paf. Jeg troede at jeg hørte forkert, men det gjorde jeg jo ikke. I stedet for at råbe “Weeee!” så sagde jeg “Tak”, et ord der slet ikke var i overensstemmelse med mit galopperende hjerte, mit hyperventilerende åndedrag og mine store øjne.
Jeg starter på job i morgen og glæder mig som et lille barn, men jeg er også meget nervøs, det hører vel med.
Tænk at Cochlear Implant har gjort så meget. Tænkt at CI har givet mig den mulighed. Muligheden for et liv hvor mine ører endelig matcher mine kvalifikationer. Muligheden for at gå den lige vej, og ikke ad omveje.
Tak CI, tak kunstige hørelse, tak fremskridt, og tak til DR.
LYD FEJL 
Sådan Anna!!! Er simpelthen så glad på dine vegne 🙂 Kh Helle
Congrats, Anna!! I wish you the best of luck and every success in your new job! \o/ \O/ \o/
😀
Til lykke!